Tilbage til virkeligeheden!

Det er nu 1 uge siden, vi kom hjem til Danmark efter 4 ugers rejse i Thailand. Et antiklimaks på størrelse med rundetårnet har ramt os på godt og ondt!

Jeg skriver rejse, fordi vi intet havde booket hjemmefra, hvilket i sig selv gav lidt ekstra sved på overlæben og lidt spændende udfordringer i ny og næ. Så fedt var det jo heller ikke at stå med en punkteret scooter kl. 21.00 om aftenen (med to sovende børn på) og ankomme til en lufthavn kl. 00.30 uden et booket hotel. Men vi klarede det sammen og børnene var de sejeste rejsekammerater!

At rejse som backpacker kræver is i maven, specielt med to små børn! Men der er også en masse små eventyr, vi aldrig ville have fået med, hvis vi havde booket rejsen hjemmefra!

Generelt har vi selv måttet løse tingene undervejs, og selv da vi skulle have fat i et privat hospital, løste tingene sig fuldstændig uproblematisk!

Thailand ROCKS! Jeg siger det bare! Det er det nemmeste og mest sikre land at rejse rundt i. Til jer der overvejer at rejse afsted: Kan I så se at få booket de billetter!

Jeg har vist slet ikke fået sagt tusind tak for alle jeres mange, skønne kommentarer på de sociale medier undervejs på vores rejse! Jeg LOVER, at skrive et indlæg til jer med rejseinspiration, budget (er der RIGTIG mange af jer, der har spurgt til) og tips og tricks til Thailand som rejsedestination meget snart.

Men jeg skal lige lande – og det er som altid lidt sværere, end man lige regner med!

 

“JAMEN ER DET IKKE DEJLIGT AT VÆRE HJEMME?”

JO. Er I gale! Det var så dejligt at se vores familie igen, holde vores søns fødselsdag i weekenden og have et sted at stille sin tandbørste.

Når man har rejst rundt og boet 8 forskellige steder på 4 uger, trænger man til en lille pause fra eventyrene. Kunsten er så at få implementeret og bearbejdet de eksotiske og fantastiske oplevelser, som forsvinder fuldstændig, så snart man rammer dansk jord.

Det er som altid en svær ballancegang, fordi rejsen og ens lille firkløver har fyldt ALT i ens liv den seneste måned. Så vi øver os i at ændre bittesmå ting, vi har med hjem fra rejsen. Det er MEGA svært!

Der er langt i mellem solstrålerne herhjemme, knap så mange elefanter at fodre og snorkleudstyret er skiftet ud med vinterstøvler! For ikke at snakke om den eksotiske morgenbuffet, som er skiftet ud med havregryn med rosiner. Borring!

5 TING JEG SAVNER HVER ENESTE DAG!

1) Tid. Ugedag og klokkeslet eksisterede ikke, da vi rejste rundt.

2) Solnedgange hver eneste aften.

3) Eventyr og frihed til at gøre det, man har lyst til.

4) Thaimad og det thailanske folk! Vores børn har aldrig fået så meget opmærksomhed, kram og nye oplevelser af vildt fremmede mennesker! Alt fra Pangekage Granny til den lokale fisker på stranden hev helt naturligt 30 min. ud af arbejdsdagen, for at vise vores to blege guldklumper de nyindfangne krabber. Små oplevelser vi aldrig ville have kunnet betale os fra eller have booket hjemmefra hos et rejseselskab!

5) Udsigten til de her små krøllebøller, koralblåt vand og tuschstreger på mit badehåndklæde! Livet er mere simpelt derude. Det vigtigste på hele rejsen er solcreme, myggespray og masser af vand.

ALT andet kan arrangeres, tilpasses og planlægges fra dag til dag. Ikke kun fordi man har fri og ikke har daglige gøremål. Men fordi stemningen og holdningen til livet er anderledes. Man stresser ikke rundt, selv om arbejdsdagen hedder fra 7-22 hver eneste dag.

Noget jeg vil forsøge at tage med hjem som en KÆMPE inspiration til vores travle, danske leverpostejsliv!


<

Jeg har SAVNET mine veninder, vores familie og faktisk også glædet mig til at åbne min mailboks igen!!

For en måneds rejse med to små børn er også hårdt og krævende med en 1,5 årig Emil fra Lønneberg midt i Bangkoks morgentrafik og med svømmende skildpadder rundt om vores restaurant. Hurra for bæreseler, klapvogn og verdens sejeste storebror som bodyguard!

Men at trække stikke og tage afsted er noget af det bedste, vi har gjort sammen i al den tid, vi har haft børn!

Og næ. Børnene kan ikke huske alt, hvad vi har oplevet om 10 år. Men for os slutter rejsen ikke, bare fordi vi er kommet hjem. For sammenholdet i vores lille firkløver er blevet stærkere og er uden tvivl det mest værdifulde, vi har med hjem.

STIKKET TIL VIRKELIGHEDEN

Den dejlige, brune kulør er allerede ved at forsvinde og alle folk har susende travlt omkring os. (Og det har vi vel også??) Men vi sætter stikket i til den virkelig verden herhjemme i Danmark lige så stille og roligt.

“UDE GODT MEN HJEMME BEDST” – det er jeg altså ikke helt klar til at sige endnu!

Jeg skal lige lande, ik?

Læs også...

Ingen kommentarer

    Send et svar