Har bloggere også kolleger?

Jeg har startet ugen sammen med denne fine flok af bloggerkvinder, kolleger og skønne damer! Egentlig bare fordi vi kunne og alle fire kunne tage en hel dag ud af kalenderen til sparring, videndeling og mandagskaffe!

Måske er der nogle af jer, der ikke kender alle tre damer. Derfor en lille kort præsentation.

Den søde Dorte længst til venstre står bag Instagramprofilen Dortebak.dk. Hende har jeg blot mødt én enkelt gang i København sidste år. Dorte blogger om hverdagslivet, livet som kreativ mor, en masse inspiration og hendes kanaler emmer af råhygge, opskrifter og dejlighed på den måde, at man bare bliver glad inden i, når man læser med!

Louise bag Mortilmernee har jeg mødt til et event i Musikhuset i efteråret, og ellers fulgt hendes skønne profil med boligindretning, makeovers, rejser og en masse LÆKRE billeder i et par år med stor fornøjelse. Virkelig et kig værd hvis du er på jagt efter indretning og personlig styling – og så kan Louise bare noget med farver i hjemmet! I LOVE IT!

Den sidste dame til højre er Louise bag Livingonabudget.dk. Hun er den bloggerdame, jeg har mødt flest gange. Louises blog og instagramprofil er profuld af DIY´s, makeovers, virkelig lækre tips til hus/have. Louise har en evne til at få boligprojekter til at se legende lette ud. Jeg har faktisk fulgt med på hendes kanaler lige siden 2015 og lurer troligt med på både story, Instagram og Louises blog dagligt!

Mandagskaffe og sparring

Vi har tilbragt dagen sammen her i Smilets by med morgenkaffe hos mig og en masse sparring, videndeling og blogsnak.

Og selvsagt et fælles “bloggerbillede” med gæsterne på mit kontor.

Udover at selskabet var helt i top, var det enormt befriende at tale med blogkolleger om det, man går med i det daglige og har brugt sine arbejdstimer på de par år. Vi arbejder allesammen selvstændig og lever af at blogge trods 4 forskellige uddannelser langt væk fra livet som blogger. Alle tre nogle skarpe kvinder, som også blogger om andre emner end mig.

For selv om vi har forskellige profiler,  kunder og selvsagt ikke er enige om alting, så giver det utrolig meget arbejdsmæssigt, at man kan dele sine problematikker og arbejdsmæssige spørgsmål i fortrolige rammer med nogle, der er i samme branche. Ligesom på alle andre arbejdspladser!

Vores blogbranche er ofte svær at gennemskue og forstå for folk, som ikke arbejder i branchen. Forståeligt nok – for den kan i den grad også virke knudret og bøvlet for os, som arbejder i den til dagligt. Regler laves om. Virksomheder hapser billeder uden at kreditere. Folk “inspireres” og kopierer ideer i et væk. Konkurrencen er benhård og der popper konstant nye dygtige folk op, som også vil have en bid af kagen. Konkurrenter ender med kampagner, man selv er pitchet ind til.

Sådan er gamet!

Jeg er derfor ekstra glad for, at sådan et lille kaffemøde blev til virkelighed. Egentlig krævede det blot et par beskeder på Instagram og et par pæne croissanter på et træfad. (Hjemmebragte – ikke hjemmebagte!)

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg åbner dørene op for disse tre damer – eller andre seje og inspirerende mennesker, jeg troligt har fulgt på Instagram i årevis! ♥

Så ork jo.

Vi har skam også kolleger i blogbranchen.

Endda nogle ret søde og fine nogle af slagsen!

Kærligst Sabina

Følg Sabinasverden på INSTAGRAM og FACEBOOK - her deler jeg dagligt hverdagsglimt og inspiration.

Du kunne også være interesseret i

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar