Når weekenden tager en dejning…

Kender I det?

Det er mandag og det eneste man kan tænke på er den forgangne weekend fuld af sol, legende nabobørn i haven og et par dage uden planer.

Vi har haft et par weekender efter sommerferien fuldstændig uden planer. Ungerne har haft små legeaftaler, men ellers har vi ikke skullet noget som helst, og det har faktisk været ubeskriveligt rart.

Men vi sidder aldrig og hænger i sofaen, og trives nok egentlig bedst med små projekter sideløbende eller sammen med familielivet i weekenderne. Vi er efterhånden blevet ret garvede i at lade børnene være med eller dele os op, så den ene er på “børneholdet” (den der tager i svømmehallen, besøger venner eller leger med børnene i haven) og den anden arbejder i huset.

Husejerlivets uendelige historie efter man har fået børn. Især når man har købt knap 300 m2 GØR-DET-SELV villa, som stadig har et par rum, der skal istandsættes, og begge forældre holder 12 ugers ferie med ungerne og man jo også skal nå at skrabe nogle moneter sammen til kedelige voksenting, ponduskontoen og økologisk frugt til arvingerne.

Vi har faktisk holdt byggepause i små 4 år og det har været fantastisk. Vi har i den periode selvfølgelig småbygget, fået anlagt haven, endelig efter 10 år fået en stor familieterrasse, bygget en trævæg, malet et utal af vægge og sådan.

Men større projekter med nedrivninger af vægge og sådan har vi sat på en bevidst pause. Men vi har længe vidst, at tiden til at lave om på sønnikes værelse var inde. Han er blevet et stort skolebarn, har fået behov for at kunne hygge sig på værelset med kammerater og vil gerne have luet ud i legetøjet.

Så imens Frida og jeg var på legeaftale med kaffe til mødrene og barbieleg til pigerne, dumpede dette billede ind på sms.

WHAT?

Sylvester har selv været med til at rive muren ned (se næste billede), og Anders brugte et par timer i går på at mure væggen op.

Jeg siger det lige igen, damer. Find jer en handyman. Det er altså ret genialt at have ved hånden! ♥

Vi vidste på forhånd, at der var et hul i væggen, da der på plantegningen var lavet plads til et stort klædeskab. Hvad vi ikke vidste var, at muren var fuldmuret med flotte røde mursten. Perfekt til en vaskeægte New Yorker mur.

Sønnikes nye værelse bliver bare så sejt!

Jeg skal nok lave et indlæg med processen og en mere detaljeret guide. I første omgang ville jeg bare lige vise og fortælle, hvad vi har lavet i vores weekend helt uden planer udover en hulens masse sol, nabo komsammen, hængekøjehygge, tegnerier på værelset og et lille gør-det-selv projekt, som mændene i huset åbenbart følte for at sætte i gang lørdag eftermiddag.

“Vi skulle jo ikke noget, mor!”

JEG ELSKER BØRNELOGIK! ♥ … Og jeg elsker mine to seje handymænd i huset!

Er du til makeovers og DIY-projekter, kan du måske også lide mit indlæg “Vores nye trævæg i stuen”,“Efterårs makeover med maling” og “Sådan laver du Kabe vægge”.

Kærligst Sabina

Følg Sabinasverden på INSTAGRAM og FACEBOOK - her deler jeg dagligt hverdagsglimt og inspiration.

Du kunne også være interesseret i

1 kommentar

  • Reply
    Frida nye pigeværelse - Sabinas Verden
    27. september 2019 at 14:01

    […] i hytten er vi ved at istandsætte sønnikes værelse, som I måske læste med om HER, og i den forbindelse har yngsten i huset selvfølgelig også ønsket et nyt […]

Skriv en kommentar